Historien bag hvad vi laver

Operation Overlord – historien bag det vi laver…

I de tidlige morgentimer, den 6. juni 1944 på strandene i Normandiet indleder de allierede tropper angrebet på Hitler´s “Festung Europa” og de tyske hære i Frankrig, få timer før angrebet fra søen indledes, er i tusindvis af faldskærmsoldater nedkastet fra 822 C-47 transportfly landet, for at sikre de 5 invasionsstrandes vestlige og østlige flanke. Invasionen var og er stadigvæk den største militære landgangsoperation i historien, og siden kendt under den militære forkortelse: D-DAG. Invasionen var en imponerende militær og ikke mindst logistisk bedrift og af en sådan størrelse og omfang, at det for mange kan være svært at forstå. Forud var gået flere år med planlægning og træning på alle niveauer i det militære hierarki. Men æren for udfaldet af begivenhederne på selve D-Dag må nødvendigvis tilskrives de tusinder af soldater, der fra små landgangsbåde eller nedkastet med faldskærm, og med livet som indsats kæmpede sig ind over strande og marker. Historien er fuld af beretninger om heltemod og snarrådighed i situationer, der var afgørende for det endelige udfald til fordel for de allierede. D-Dags udfald afhang også af den maritime overlegenhed, som man havde kæmpet længe og indædt for. Uden kampene om herredømmet over Atlanten havde der ikke været nogen D-Dag. 6.000 danske søfolk deltog i krigen som aktive krigssejlere i allieret tjeneste, af dem betalte mere end 850 den højeste pris – de gav deres liv for det de troede på. I sommeren 2014 fik de langt om længe den hæder og den plads i historiebøgerne som deres indsats har fortjent, de blev officielt anerkendt som en del af de allierede styrker på D-Dag – æret være deres minde. Endelig kan man sige, at D-Dags vigtighed alt for ofte overskygger betydningen af det samlede felttog i Normandiet. At komme i land var kun en del af udfordringen, og en udfordring der var ret så afgjort. Men den styrke, som blev landsat i Normandiet skulle understøttes med mad, ammunition og forstærkninger ad sejlruter, som blev holdt åbne af allierede flåder og understøttet af luftfaretøjer, fra strategiske bombefly over kampfly til de allestedsnærværende C-47, som var med til at revolutionere evakueringen af sårede soldater. På de følgende undersider finder du en kort beskrivelse, af den indsats som nogle af de enheder vi portrætterer bidrog med i de første timer af D-Dag.

I forbindelse med vores tur til Normandiet i maj/juni 2014 i anledning af 70-års jubilæet for D-Dag, blev der lagt en krans ved mindesmærket for de danske søfolk.